Hop til indhold

Social- og sundhedshjælper

På uddannelsen til social- og sundhedshjælper lærer eleven at hjælpe og pleje ældre mennesker, som ikke kan klare sig selv. Jobbet består i at yde omsorg og tilbyde personlig og praktisk hjælp til ældre borgere enten i deres eget hjem eller på et plejecenter.

Uddannelsen er en vekseluddannelse, som består af skoleundervisning og praktikuddannelse. På uddannelsen lærer eleven at yde støtte til den ældre borger ud fra en rehabiliterende tilgang.

Eleven lærer om kroppens opbygning og funktion, de mest almindelige sygdomme, herunder spredning af smitte med mikroorganismer. Denne viden anvender eleven eksempelvis til at hjælpe borgeren med at udføre personlig pleje og praktiske opgaver, såsom rengøring og tøjvask. På skolen arbejder eleven blandt andet med sundhed, sundhedsfremme og trivsel samt kost og motion med henblik på at kunne vejlede den ældre.

I uddannelsen til social- og sundhedshjælper indgår kommunikation og samarbejde med de ældre borgere, deres pårørende og kolleger i sektoren som helt centrale elementer, der følger med, når eleven opnår status af fag- og myndighedsperson.

Hent faktaarket om uddannelsen til social- og sundhedshjælper her (pdf)

Social- og sundhedsassistent

På uddannelsen til social- og sundhedsassistent lærer eleven at hjælpe og pleje ældre, syge borgere samt borgere med funktionsnedsættelse, som ikke kan klare sig selv. Jobbet består i at udføre sygeplejeopgaver, planlægge og koordinere pleje samt vejlede social- og sundhedshjælpere.

Uddannelsen er en vekseluddannelse, som består af skoleundervisning og praktikuddannelse. Social- og sundhedsassistenter arbejder i den kommunale hjemmepleje, på plejecentre, hospitaler eller institutioner for borgere med psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse.

På uddannelsen tilegner eleven sig viden om kroppens opbygning og funktion samt somatiske og psykiatriske sygdomme, og eleven lærer at udføre komplekse, sygeplejefaglige opgaver. Eleven lærer at håndtere og administrere medicin samt vejlede borgeren i at tage sin medicin korrekt. For social- og sundhedsassistenter ligger der en væsentlig opgave i at rådgive og vejlede borgere og pårørende samt i at dokumentere sit arbejde.

I uddannelsen til social- og sundhedsassistent indgår kommunikation og samarbejde med borgere, patienter og pårørende samt samarbejde med andre sundhedsprofessionelle om at tilrettelægge et sammenhængende plejeforløb.

Social- og sundhedsassistentuddannelsen kan gennemføres med eux. Elever, der gennemfører en erhvervsuddannelse med eux, opnår både en erhvervsuddannelse og en erhvervsfaglig studentereksamen og bliver dermed både faglærte og studenter. Uddannelsen indeholder både praktik og den fulde skoleundervisning fra erhvervsuddannelsen, men grundfag og valgfag er skiftet ud med fag på gymnasialt niveau. Udover social- og sundhedsassistentuddannelsens uddannelsesspecifikke fag skal eux-elever have en række gymnasiale fag, herunder kemi, fysik, kommunikation og it. Uddannelsen til social- og sundhedsassistent med eux tager ni måneder længere end det ordinære forløb.

Hent faktaarket om uddannelsen til social- og sundhedsassistent (pdf)

Sidst opdateret: 31. marts 2020